OM OS

Trine 

Jeg er 28 år og oprindeligt fra Odense. De sidste mange år har jeg boet i København, hvor jeg nu også studerer. Jeg læser Idræt på Københavns Universitet, hvor jeg lærte Vitus at kende.

 

Jeg har altid dyrket springgymnastik, både som konkurrencegymnast men også som akrobat for bl.a Det Kongelige Teater. For at spare op til bådprojektet har jeg, foruden mit efterhånden store SU-lån, tre jobs. Jeg underviser den nye årgang på idrætsstudiet i "redskabs- og springgymnastik", har ind imellem projekter for DGI Outdoor og så er jeg træner for nogle utrolig dygtige springbørn, som sidste sæson vandt sølv til DM i opvisningsgymnastik.

 

Sejlads

Før vi købte AYLA havde jeg kun været på en sejlbåd én gang før. Jeg var gast ombord på en sejlbåd og turen gik over Nordatlanten fra Newfoundland i Canada til Sydgrønland og derefter Island. Helt fantastik oplevelse med isbjerge, spækhuggere og et iskoldt atlanterhavskryds. Vanvittig begyndertur, men om ikke andet var denne oplevelse grunden til at Vitus og jeg året efter investerede alle vores SU-penge i AYLA.

Jeg er lige startet til kapsejladstræning og efter en lærerig sommersæson er jeg nu fortsat til vintersæsonen.  Derudover har jeg erhvervet mig duelighedsbevis, Yachtskipper af 3. grad, duelighed i motorpasning og snart VHF certifikat og meteorologikursus. 

 

Pinlige sandheder

  • Har deltaget i to kapsejlads-konkurrencer og fået to sidste pladser

  • Elsker forudsigeligt popmusik som Katy Perry, Taylor Swift og Sarah Larsson

  • Er kæmpestort B menneske

  • Elsker unaturlig surt og syntetisk slik

  • Er engang besvimet af et superstærkt chili shot

  • Turde ikke se "kurs mod fjerne kyster" i frygt for at droppe ud og aldrig få en uddannelse

  • Efter jeg opdagede muligheden for orlov på uni er "kurs mod fjerne kyster" blevet min all time favorit serie

Vitus

Jeg er opvokset i Holbæk, men flyttede til København for at studere Idræt. Jeg er 26 år og har altid spillet utrolig meget basket. I mange år havde jeg en drøm om at blive to meter høj og blive professionel basketspiller.

 

Efter to år på idrætsstudiet valgte jeg at skifte til noget helt andet - nemlig kemiingeniør på DTU. I den forbindelse arbejder jeg i en virksomhed som laver antibiotika. Min primære opgave har indtil videre været at laminere skilte, men jeg håber snart at blive forfremmet til at må styre kaffemaskinen.

 

Sejlads

Før vi købte AYLA havde jeg aldrig sejlet med sejl før. For at få noget erfaring indenbords tog jeg afsted som gast ombord på Lady A's første togt af sin jordomsejling. Turen gik fra Frederikssund gennem Kielerkanalen til La Coruña i Spanien. Her fik jeg prøvet kræfter med den Engelske kanal og Biscayen - nogle passager der både gav erfaring med trafikerede områder, tåge, natsejlads og store atlanterhavsbølger. Heldigvis blev jeg hverken søsyg eller skræmt af oplevelsen. Til gengæld fik jeg blod på tanden og begyndte samme sommer at istandsætte AYLA. Efter vi købte båden, har jeg ligesom Trine erhvervet mig duelighedsbevis, Yachtskipper af 3. grad, duelighed i motorpasning og snart VHF certifikat og meteorologikursus. 

 

Facts om mig

  • Har boet et år i USA

  • Flækkede engang hagen i en Dance Battle på et dansegulv i alperne

  • Har i mange år arbejdet som bassinlivredder

  • Sover ofte til middag

  • Er tosset med lyskæder

  • Har haft sin egen personlig træner virksomhed - uden at få en eneste kunde

© 2019 by AYLA Sailing